Det prækliniske ophold

Synes du, at der mangler mere klinik på uddannelsen? Så er et præklinisk ophold svaret!

På et præklinisk ophold kan du komme ud i den kliniske hverdag på en afdeling, og snuse til et speciale du synes er særligt interessant. Afdelingerne plejer at være meget åbne overfor interesserede medicinstuderende. Det er en virkelig god mulighed for at få noget praktisk erfaring, især på bacheloren, hvor der ikke er så meget klinik endnu. 

 

Kom i kontakt med afdelingen

Ønsker du at have et ophold på en kirurgisk afdeling, skriver du en mail til den uddannelsesansvarlige overlæge eller sekretæren. Det er ofte muligt at finde mailadresse på sygehusets/afdelingens hjemmeside. Det er en god idé at skrive tidligt til afdelingen, da der kan være rift om pladserne alt efter afdeling og geografisk placering. Skriv gerne 2-3 mdr. før, men på fx plastik-kirurgisk afdeling på OUH kan det være nødvendigt at skrive op til 6 mdr. før.

I mailen kan du inkludere følgende:

  • Hvor langt du er på uddannelsen.
  • Hvorfor du ønsker et præklinisk ophold på netop deres afdeling.
  • Forslag til mulige uger/perioder du kan.

Er du i tvivl om opholdet forløb eller indhold er sekretærerne altid søde til at hjælpe. Det er meget forskelligt om afdelingerne giver en præcis plan for opholdet eller fremsender undervisningsmateriale.

 

SAKS håber at du får et godt præklinisk ophold!